More news

 
Theatre
Frederikssund Vikingespil

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Frederikssund Vikingespil
Tues 13 Jun 2017
source: KultuNaut

I perioden 23. juni til 16. juli er det igen tid til det traditionsrige vikingespil i Frederikssund, hvor årets forestilling er "Harald Blåtand". Men udover teater, så bydes der på en masse andre oplevelser. Man kan blandt andet besøge det hyggelige vikingemarked, nyde lidt mad og drikke på Valhal Torv eller besøge vikingebopladsen ved bredden af Roskilde Fjord.

Frederikssund Vikingespil er verdens ældste vikingespil og det mest traditionsrige udendørsteater i Danmark. Siden 1952 har friluftsscenen på Kalvøen i Frederikssund dannet rammen om det årlige vikingespil, et skuespil som veksler fra år til år, og som genskaber vikingetidens farver, mennesker og drama - bygget på den danske sagnlitteratur.

Harald Blåtand
Fortællingen udspiller sig i Danmark sidst i 900-tallet, hvor Harald Blåtand regerer som konge. Han er sikker i sin tro på aserne, men fra syd udbredes kristendommen med hastige skridt. Så snart må Harald indse, at heller ikke Danmark går fri. Munken Poppo er sendt til Danmark, hvor han med sin prædiken skal omvende de nordiske hedninge til "den sande tro".

Harald lader sig selv og sit folk døbe, og skønt alle ikke er tilfredse, opretholdes freden. Dette ændrer sig dog, da Haralds ældste søn, Svend, vender hjem fra togt. Svend er nemlig ikke interesseret i at lade sig omvende. Og da dødsgudinden Hel blander sig, spidser striden mellem far og søn til, og en kamp om tro, magt og retfærdighed begynder.

"Harald Blåtand" har premiere den 23. juni. Forestillingen er instrueret af Louise Schouw, skrevet af Nina Larissa Bassett og bearbejdet af Ida Bjørlig og Rebecca Wittenburg.

Vikingemarked: I premiere-weekenden fra fredag den 23. juni til og med søndag den 25. juni afholdes Danmarks hyggeligste familiemarked, hvor inviterede markedsfolk fra både ind- og udland gæster Frederikssund Vikingespil. De bor i telte på vikingeområdet, og fra deres opstillede salgsboder sælges håndlavede varer, der relaterer til vikingetiden.

Tag hele familien med og gå på opdagelse i vikingemarkedets mange boder, lær at skyde med bue og pil, fægte, smede, male et vikingeskjold eller prøv islandske heste.

Valhal Torv: Under hele spilleperioden er der fra kl. 18.00 (lørdag og søndag kl. 12.00) åbent for salg af øl, vand, vin og veltilberedt mad fra boderne ved spillescenen, samt salg af smykker, souvenirs og mjød m.v. Der er gratis adgang til boderne - også hvis ikke man skal se forestillingen.

Vikingeboplads: Bopladsen, der ligger lige ved siden af vikingescenen, er absolut også et besøg værd. Med sin anløbsbro til vikingeskibe er den en historisk korrekt genskabelse af en vikingeboplads, der naturligt har fået placering ved bredden af Roskilde Fjord, hvor udgravninger har vist, at der HAR levet vikinger.

Frederikssund Vikingespil kan opleves:
Fra fredag d. 23. juni 2017 til og med søndag d. 16. juli.
Frederikssund Vikingespil / Friluftsscenen
Kalvøvej 26, 3600 Frederikssund

Billetbestilling og mere information om aktiviteter, spilletider, vikingetilbud med diverse kombinationsmuligheder - f.eks. rundvisning, spisning - her: www.vikingespil.dk